Det du ikke ved

Novellesamlingen - "Det du ikke ved" (Gyldendal 2016)

Redaktør:Louise Bylov.

Samlingen indeholder noveller fra:

Anita Krumbach, Hanne Kvist, Tomas Lagermand Lundme, Iben Mondrup, Louis Jensen, Svend Åge Madsen, Helle Perrier, Sissel Bergfjord og Ronnie Andersen.

 

Den handler om hemmeligheder, løgne, bedrag, forvirring, kærlighed, venskab, svigt, følelser – og alt det du ikke ved. Det, man vælger at holde for sig selv. Det, man går og gemmer på.

 

Mit bidrag er ”Legoklodserne”. Novellen er et kig ind i Sagas familie. Vi er med dem i det øjeblik, hvor det hele tilspidser.

Saga er familiens lillesøster, men i hverdagen fungerer hun som storesøster for sin storebror Jacob, der er autist og har brug for ekstrem struktur for at fungere og forebygge udadreagerende adfærd. Jacobs krop er voksen, hans udviklingsniveau et spædbarns og han har svært ved at udskyde sine behov.

 

Med denne novelle forsøger jeg at sætte lys på afkroge for at bryde en stilhed for en gruppe unge, så de kan opleve genkendelsen i ord, føle sig set og mærke at de ikke er ene om at have den slags følelser og tanker.

 

Novellesamlingen blev flot anmeldt af Steffen Larsen i Politiken Han skrev blandt andet:

”Hemmeligheder! Her kan alle være med. Men nu er det ti af de gode, danske forfattere for børn og unge, som griber forlagsstafetten og broderer videre på alt det, der er rigtigt eller forkert, sagt eller usagt. Det er ikke alle forudbestilte novellesamlinger, som er gode, men denne her er … En glimrende samling. Uden en eneste nitte.”