Dorte Lilmose

 

Dét, jeg fortæller dig nu, er jeg ikke nødvendigvis stolt af, men … da jeg var noget mindre, sad jeg ofte bag læderstolen i stuen og bladrede i en sort lægebog med guldbogstaver. Jeg vendte hele tiden tilbage til billedet af manden med det ene øje. Der, hvor det andet øje skulle være, var der et dybt krater med gule fedtpuder og røde og blå blodårer. Billedet fascinerede og skræmte mig på samme tid. Kan det ramme min familie? Mine venner? Mig? Hvad var der sket, før han og de kom til at se sådan ud?

Når jeg ikke studerede siderne i den sorte lægebog, spillede jeg håndbold, sad på ryggen af en hest, gik til Taekwondo, legede rundt i Limfjorden på en windsurfer og i robåden HOF, fangede ål i bildæk eller legede med hunden Pjevs, den græsk landskildpadde, de blå og gule undulater og hunkaninerne der blev ved med at få unger. Kun akvariefiskene levede navneløse, de hed deres race: scalarer, gubbier, slørhaler ...

Men billederne fra den sorte lægebog blev ved med at følge efter mig … Måske kunne jeg opfinde kunstige arme til pigen på fotoet. Rette drengens ryg op … I den virkelige verden sortnede alt, når jeg så blod. Hvis huden var lukket, gik det bedre, og jeg blev uddannet ergoterapeut.

I mange år arbejdede jeg med genoptræning. Siden 1997 har jeg arbejdet med børn, unge og voksne med autismepektrumforstyrrelser og deres pårørende. Når jeg ikke arbejder der, skriver jeg bøger til børn. At skrive historier giver mig mulighed for at besøge de uforståelige verdner. For selvom jeg er blevet voksen, så er verdenen stadig underfundig og forunderlig: Børn kan komme i fængsel og tvinges i krig. Hudens farve kan føre til had. Vold kan lamme liv. Unge kan tvinges ind i ægteskab med magt … Tastaturets taster tager tålmodigt tiltagende, tromlende tankers tryk til sig. Det er der kommet bøger ud af, og der er flere er på vej. Jeg håber, du kan lide dem.

Forfatterskolen for Børnelitteratur gav mig redskaberne til at få ryddet op og ud i skufferne med tekster, skrive nye historier og ikke mindst gav skolen mig mod til at få dem frem i lyset.

Ellers er jeg født på øen Mors i 1966. Her voksede jeg op og blev myndig. Senere rejste jeg en del rundt, fra New Zealand til Næstved. I dag bor jeg i Virum sammen med Erik og børnene Sofie (94), Johanne (96) og Sigurd (00).

På min dåbsattest står der Dorte Lilmose. Egentlig burde der stå Dorte Lillemose, men præsten lavede en stavefejl, da min far blev døbt, og på den måde fik vi et nyt efternavn i Adslev slægten.